Tuesday, March 27, 2007

23 ting handler ikke bare om at lære nogle konkrete IT-værktøjer at kende i de 11 uger forløbet nu varer. Det handler om generelt at blive bedre til at lære nye ting i hverdagen. For nok når vi mange værktøjer igennem på de 11 uger, men der er meget mere af tage af derude - og der kommer hele tiden nyt til. Med 23 ting håber vi på at puffe til din nysgerrighed og inspirere dig til at blive ved med at lære nyt - også når de 11 uger er slut.

Derfor vil vi gerne starte forløbet med at fortælle lidt om læring:

At lære vil sige, at få ny viden eller nye evner. Mange tænker på læring som noget, der foregår i et klasselokale og mest, når man er ung. Men sådan er det ikke. Tænk over, i hvilke situationer, du har lært mest. Måske er det ved at snakke med en kollega, en ven eller en fagperson. Måske er det ved at prøve noget nyt og lære af de fejl, du begik. Læring foregår hele tiden, gennem hele livet - men det kræver, at man er nysgerrig og åben for nye input. Hvis du gerne vil blive bedre til at lære nye ting, er der en række værktøjer, du kan bruge og nye vaner, du kan øve dig i. Lige om lidt, vil vi gennemgå nogle af disse vaner. Mange af vanerne har du måske allerede, og det kan være, du synes, det er lidt unødigt at nævne dem. Men hvis du gerne vil blive bedre til at lære, er det en fordel, at du gør dig bevidst, hvordan lige præcis du lærer bedst.

Vane 1: Start med slutningen. Når du kender dit mål, er det lettere, at lave en plan for, hvordan du når dertil. Hvis du vil eksempelvis vil blive bedre til engelsk, så start med at gøre dig klart, om du vil tale sproget flydende eller blot til husbehov. Målet bestemmer, hvad du skal gøre for at nå det, og hvor lang tid, det vil tage.

Vane 2: Tag ansvar for din egen læring. Ingen har så stor interesse i din læring som dig selv. Find ud af, hvilke måder, du lærer bedst på. Det kan være ved at deltage i kurser, få en kollega eller ven til at oplære dig, ved at læse en bog eller deltage i en diskussion. Nogle lærer bedst ved at se tingene på skrift, andre ved at få dem vist i praksis og gøre dem efter. Det vigtigste er, at du finder den eller de måder, der fungerer for dig - og så bruger dem, når du vil lære nyt.

Vane 3: Skab din egen lærings værktøjskasse. Nu har du defineret målet for det, du vil lære og den form, du gerne vil lære det i. Så kan du gå igang med at finde ud af, hvem og hvad, der kan hjælpe dig på vej. Vi kan tage udgangspunkt i eksemplet fra før, hvor målet var at lære engelsk. Det kan være, du kan få hjælp af en kollega, der i forvejen er god til engelsk, eller du bruger et online sprogprogram. Måske vil du hellere læse Dan Browns nye roman på engelsk eller melde dig til et kursus. Bøger, teknologi, venner og kurser er nogle af de ting, du kan putte i din lærings værktøjskasse. Sandsynligvis har du selv flere forslag til værktøjer, der virker for dig.

Vane 4: Lær andre. En af de store glæder ved at have lært noget er, at kunne give det videre til andre. Ofte vil du også selv lære ved at give noget videre, fordi du ser, hvordan andre griber tingene an eller bliver stillet overfor spørgsmål, du ikke havde overvejet. Så hold dig ikke tilbage med at spørge din kolleger eller tilbyde din hjælp. Det er til fordel for alle.

Vane 5: Leg. En af grund-elementerne i 23 ting forløbet er, at det skal være skægt. Og det er ikke tilfældigt. Vi lærer nemlig bedst, når vi leger og har det skægt. Så glemmer vi tid og sted, prøver os frem og kan grine af os selv, når vi laver fejl. Så før du går igang med de næste 11 uger, vil det være en grigtig od idé at finde dit indre, nysgerrige legebarn frem igen.

Det var 5 grundvaner for læring, som du kan have i baghovedet, når du nu begynder på 23 ting forløbet. Når forløbet slutter, vil vi bede dig om at gøre nogle overvejelser omkring, hvad du har lært af forløbet, og hvordan du vil sikre, at du fortsætter den læring, der er sat igang.

God fornøjelse !

Wednesday, March 14, 2007

Velkommen til IT læringsforløbet "23 ting". Inspirationen til forløbet kommer fra et lignende forløb udformet af Public Library of Charlotte & Mecklenburg County, og navnet "23 ting" - ja, det skyldes simpelthen at forløbet indeholder 23 lærings udfordringer til dig og dine kolleger. 23 ting er udformet i et samarbejde mellem Bibliotekerne i Randers, København og Herning.

Formålet med 23 ting er at inspirere dig til på en sjov måde at:
• udforske og lære de nye web 2.0 teknologier
• at blive i stand til at bruge disse teknologier i dit arbejde
• at, alene og i fællesskab, opleve en ny måde at lære på

23 ting er et læringsforløb over 11 uger. Hver uge vil du på denne blog blive præsenteret for et antal udfordringer, som du løser ved at bruge nogle af de IT værktøjer, der omgiver både dig, dine kolleger og bibliotekets brugere til hverdag. Når de 11 uger er gået, bevæger du dig velkendt rundt i begreber som blogs, podcast, wikis og FlickR - ja, du har sågar genskabt dig selv i det virtuelle univers Second Life. Lyder det her nyt for dig ? Bare rolig, værktøjerne skal nok blive ordentlig introduceret senere i forløbet.

Hvorfor 23 ting?
Hvorfor nu bruge tid og energi på dette 11 ugers læringsforløb?

For det første - Det bliver skægt !
Vi bør alle tage os tid til at lære nye IT værktøjer at kende - men i en presset hverdag, er det noget af det, der først ryger ud af kalenderen. Nogle føler måske også, at kollegerne vil kigge skævt til en, hvis man pludselig sidder og leger med at downloade det nyeste Lenny Cravitz nummer eller uploader en video til YouTube. Men nu er alle i samme båd, det er helt legalt at bruge tid på at sætte sig ind i disse værktøjer. Og vi kan love dig - det bliver ikke kedeligt !

For det andet - Du bliver bedre til dit arbejde
Tænk på, hvor mange IT-værktøjer du bruger i dit daglige arbejde. Tænk på, hvordan de gør hverdagen lettere og hvor meget bedre en service, du kan yde til bibliotekets brugere pga. dem. Der ligger masser af potentiale gemt i nye teknologier, men at få gavn af dem, kræver, at vi kender dem. Biblioteket bliver tit beskyldt for at være et støvet og gammeldags sted. Skal vi ikke give den fordom baghjul og overraske vores brugere ved at være på forkant og møde dem i Second Life, hjælpe dem med at organisere information i en wiki eller finde billeder til at illustrere skole opgaven i FlickR ? Det bliver skæggere både for dig og vores brugere.

For det tredje - Du får en MP3 afspiller og mulighed for at vinde større præmier
Man siger, at arbejdet bærer lønnen i sig selv - meeeen mon ikke de fleste af os er til fals for en lille ekstra gevinst. Med præmierne for at deltage vil vi gerne motivere endnu flere til at være med i 23 ting forløbet. Desuden skal du bruge MP3 afspilleren til at løse en af opgaverne undervejs.

Så - velkommen til 11 uger i selskab med Del.icio.us, wikis, podcast, blogs, YouTube, virtuelle universer og meget, meget mere. Husk: Det værste der kan ske er, at du lærer noget.

Tilbage